Støttepartier afviser SF: Boligforlomme er ugennemtænkt og asocial

Omtalt i Altinget By og Bolig 27. august 2021

Hverken Enhedslisten eller Radikale Venstre kan støtte SF’s forslag om at lade velfærdsmedarbejdere som sygeplejersker eller pædagoger komme foran i køen til almene boliger. “Direkte asocialt,” anklager Enhedslisten, der frygter mangel på boliger til de svageste. 

Sygeplejersker, pædagoger og politibetjente må efter alt at dømme fortsat stille sig i pænt op i køen, hvis de er interesserede i at flytte ind i en almen bolig.

I forbindelse med partiets sommergruppemøde fremlagde SF tidligere på måneden ellers nye boligpolitiske visioner, hvor det blandt andet lød, at kommunerne skal have mulighed for at anvise ”bestemte grupper af faglærte eller velfærdsmedarbejdere” til almene boliger.

Men den idé bliver hældt lodret ned ad brættet af regeringens to andre støttepartier, Enhedslisten og Radikale Venstre. 

”Det er direkte asocialt. I København er der en vildt akut mangel på almene boliger, som kommunen kan anvise til. Folk i bolignød kan ikke være sikre på at få en bolig med det samme. SF’s forslag vil kun gøre problemet endnu større for dem med akutte boligproblemer og for de allerfattigste,” siger Enhedslistens Søren Egge Rasmussen.

Vi ser en mangel på pædagoger, sygeplejersker og politifolk, og problemet er jo, at de ikke har råd til at bosætte sig

Halime Oguz (SF), Boligordfører

Heller ikke Radikale Venstres nyudnævnte boligordfører Susan Kronborg ser skyggen af perspektiv i forslaget, som hun ikke synes virker helt “gennemtænkt”. 

”Det er en virkelig dårlig idé. Man kan ikke på den måde forskelsbehandle mennesker. Jeg forstår godt de fine intentioner, men uanset hvordan de vil gøre det, så ender det med, at vi kommer til at behandle nogle grupper, som måske kunne have samme behov for boliger, dårligere,” siger hun. 

SF: Løser to problemer

I SF forklarer boligordfører Halime Oguz, at partiet med den nye idé forsøger at slå to fluer med et smæk.

Dels vil man ved at give velfærdsmedarbejdere lettere adgang til de almene boliger løse et problem med mangel på faglært arbejdskraft i de større byer, og samtidig vil forslaget åbne byen for flere forskellige indkomstgrupper, der i dag ikke har råd til en bolig i København. 

”Det er umuligt at finde en bolig til en betalelig pris. Dem med de høje lønninger har indtaget København. Det kolliderer med, at vi gerne vil have en blandet by. Vi ser en mangel på pædagoger, sygeplejersker og politifolk, og problemet er jo, at de ikke har råd til at bosætte sig,” siger Halime Oguz.

De andre støttepartier vurderer, at det her vil gøre det det sværere for de svageste at få en bolig i København. Bekymrer det dig?

”Nej, ikke helt. Formålet med det her udspil er, at vi har boliger til vores velfærdspersonale. Det burde også være i Enhedslistens interesse,” siger hun.

Hvordan skal man afgøre, hvem der har den rigtige faglighed til at blive anvist til en almen bolig?

”Kommunerne må afgøre, hvad det er for fagligheder, der er mangel på. I København er det sygeplejersker, pædagoger og politibetjente. Andre steder kunne det være lærere eller rengøringsassistenter.”

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har ingen kommentarer til forslaget fra SF, og det er ikke lykkedes Altinget at komme i kontakt med Socialdemokratiets boligordfører Tanja Larsson.

1 kommentar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *