Familiesammenføring må ikke være en illusion

• Jyllands-Posten, 22. juli 2021, SUSAN KRONBORG MF, indfødsretsordfører, fiskeriordfører (R)

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen mod Danmark fastslår, at flygtninge er berettiget til, at familiesammenføringer behandles hurtigt, og den tidligere afgivne kritik af administrativ behandling i op til fem år er suppleret af en kritik af den danske lovbestemte tre års venteperiode for familiesammenføring.

Som det er fremgået af den omfattende mediedækning, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg for nylig afsagt en dom, der tager stilling til den i Danmark gældende lovregel, hvorefter sagsbehandling om familiesammenføring kan stilles i bero indtil ansøgerens ægtefælle i Danmark har haft tre års opholdstilladelse, dvs. berostillelse forinden sagsbehandlingen påbegyndes.

Sagen blev som bekendt indbragt for menneskerettighedsdomstolen på baggrund af Højesterets dom, hvor Højesteret tog stilling til en afgørelse fra Udlændingestyrelsen, og hvor Højesteret konstaterede at afslag på familiesammenføring til ægtefælle til syrisk mand, der ikke havde haft ophold i Danmark i tre år, ikke var i strid med menneskerettighedskonventionen.

Med dommen nåede menneskerettighedsdomstolen imidlertid med en majoritet på 16 stemmer mod 1 til det resultat, at der bestod et misforhold mellem statens mål, nemlig at opnå en effektiv integration, og statens middel til at opnå dette mål, nemlig tre års “karenstid” forinden en ansøgning om familiesammenføring kunne sagsbehandles, sat i forhold til ansøgerens berettigede ønske om at blive genforenet med sin mand i Danmark.

Dommen fra menneskerettighedsdomstolen når således et andet resultat end Højesteret, hvilket fra flere sider er blevet kritiseret som udtryk for, at menneskerettighedsdomstolen ikke anerkender Danmarks retsforbehold.

Min vurdering er imidlertid, at med den begrundelse, menneskerettighedsdomstolen har anført, så er der ikke tale om en krænkelse af det danske retsforbehold.

For at begrunde dette er det nødvendigt at dykke ned i Højesterets begrundelse. Af denne fremgår det, at menneskerettighedsdomstolen ikke tidligere har taget stilling til en sag om familiesammenføring, når ansøgerens ægtefælle havde midlertidig beskyttelsesstatus.

Højesteret redegør videre for, at menneskerettighedsdomstolen ganske vist i flere tidligere sager har udtalt, at flygtninge mere end andre udlændinge er berettiget til, at ansøgninger skal behandles hurtigt, opmærksomt og med særlig omhu, men Højesteret konstaterer samtidig, at disse sager ikke angik personer med midlertidig beskyttelsesstatus, men flygtninge omfattet af flygtningekonventionen, samt at sagerne ikke angik en lovbestemt “venteperiode” som i den aktuelle sag, men tilfælde hvor sagsbehandlingen af ansøgningerne om visum “blot” havde været (helt) urimeligt langvarig.

Selv om menneskerettighedsdomstolen derfor i disse sager havde statueret en krænkelse af klagernes rettigheder, var sagerne efter Højesterets vurdering ikke egnede præjudikater.

På denne baggrund konstaterede Højesteret, at Udlændingenævnets afgørelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Man kan således sige, at ved indbringelse af højesteretsdommen for menneskerettighedsdomstolen har menneskerettighedsdomstolen nu haft anledning til at tage stilling til det rejste spørgsmål om “karenstid”, forinden der iværksættes sagsbehandling om familiesammenføring, også for ægtefæller til personer med midlertidig beskyttelsesstatus.

Ved menneskerettighedsdomstolens afgørelse har Højesteret således nu fået de i højesteretsdommen efterlyste retningslinjer fra menneskerettighedsdomstolen.

Flygtninge er således berettiget til, at familiesammenføringer behandles hurtigt, og den tidligere afgivne kritik af administrativ behandling i henholdsvis tre og et halvt år, fire år og fem år er hermed suppleret af en kritik af den danske lovbestemte tre års venteperiode for familiesammenføring.

Det er en kritik, Danmark bør tage til efterretning: Det er en i europæisk ret i almindelighed, og i dansk ret i særdeleshed, anerkendt retsgrundsætning, at der skal bestå en rimelig grad af proportionalitet mellem det anvendte middel og det formål, der søges realiseret.