GRUNDLOVENS FORBUD MOD SKALTEN OG VALTEN – DET GÆLDER IKKE KUN VED PÅLIGNING AF SKAT MEN OGSÅ VED STATSBORGERSKAB

Publiceret af Altinget 18. februar 2021


GRUNDLOVENS FORBUD MOD SKALTEN OG VALTEN – DET GÆLDER IKKE KUN VED PÅLIGNING AF SKAT MEN OGSÅ VED STATSBORGERSKAB

Det fremstår jævnligt som om retsstatsprincipper ikke så villigt følges, når det handler om flygtninge samt tildeling af statsborgerskab. Historisk gjaldt det Ninn-Hansen og formentlig Støjberg, men desværre også aktuelt Konservative og Venstre, der over lange stræk i deres politiske program – ikke tillægger disse principper særlig vægt i forhold til tildeling af statsborgerskab.

Udgangspunktet for tildeling af statsborgerskab er Grundlovens § 44, der har følgende ordlyd: ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov”. Bestemmelsen har historisk bl.a. haft det formål, at grundlovsgiver ville sikre, at kongen ikke efter forgodtbefindende og helt lemfældig, kunne tildele statsborgerskab til sine ”venner”. Sidenhen er der i Folketinget oprettet et Indfødsretsudvalg, som alene er bemandet af politikere valgt til Folketinget, og hvor der træffes afgørelse om tildeling af statsborgerskab i de såkaldte dispensationssager hvor en ansøger om statsborgerskab f.eks. som følge af handicap ikke kan opfylde de krav der stilles for tildeling af statsborgerskab.

Og hvad grundlovsgiver i sin tid ville undgå – kongens ”skalten og valten” med statsborgerskab -, trives nu i stor stil i Indfødsretsudvalget, hvor de respektive politiske ”blokke” skalter og valter, stemmer ja eller nej uden partshøring, krav til begrundelse, krav til individuel konkret vurdering, aktindsigt, adgang til administrativ ankeinstans, eller andre væsentlige forvaltningsretlige markører, der kendetegner en retsstat.

Illustrerende for ”systemets” absurditet er Grundlovens § 43, – hvorefter der med samme formulering som i § 44 fastslås, at ”Ingen skat kan opkræves uden ved lov”-, og hvor dette identiske delegationsforbud, ikke har medført retsløshed som på indfødsretsområdet eller tab af retsgarantier.

Jeg spørger således i denne sammenhæng: Ville vi nogensinde acceptere en manglende retssikkerhed på skatteområdet, som det der gælder på indfødsretsområdet? Ville virksomhed X eller Y finde det betryggende, at et ”skatteudvalg” bemandet med politikere, bag lukkede døre godkendte størrelsen af ligningsmæssige fradrag, pålagde transfer pricing reguleringer, eller traf afgørelse om genoptagelsessager: Uden aktindsigt eller anden kontradiktion, uden kendskab til hvilke sagsakter der blev lagt til grund for afgørelsen, uden høring, uden begrundelse og konkret vurdering, og uden administrativ klageadgang? Nej, naturligvis ikke!

Jeg har derfor anmodet Udlændinge- og Integrationsministeren om ved Kammeradvokaten at få belyst, hvorfor delegation til faglige, relevante forvaltningsmyndigheder er tilladt i forhold til SKAT, men ikke i forhold til tildeling af statsborgerskab, henset til Grundlovens enslydende bestemmelser.

Jeg har endvidere anmodet ministeren om at tage initiativ til, at der på indfødsretsområdet indføres en lovregulering fremfor lemfældige skiftende ”aftaler” mellem partierne.

Endelig har jeg anmodet ministeren om at tage initiativ til at sagsbehandling om tildeling af statsborgerskab flyttes fra Indfødsretsudvalget og til en egentlig administration, hvis afgørelser træffes under sædvanlige, betryggende retsgarantier, således som vi kender det fra skattesager.

Retsstaten er bl.a. karakteriseret ved, at parten høres således at relevante fakta lægges til grund, at der gives en begrundelse og foretages en konkret individuel vurdering, og at borgerne har adgang til at få aktindsigt i deres egen sag: Ingen af disse grundlæggende principper er tilstede ved tildeling af statsborgerskab. Det er på tide, at der ryddes op!

21 kommentarer

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *