Publiceret i Aarhus Stiftstidende den 20. januar 2019
Af Susan Kronborg
Folketingskandidat for Radikale Venstre i Østjylland, opstillingskreds Skanderborg – Odder – Samsø
Hjemløse og psykiatri hænger ofte sammen Men hvor bliver psykiatrien anbragt i den nye sundhedsstruktur?
Det er nødvendigt at få psykiatrien på finansloven – sådan at der kan foregå en samlet og langtidsholdbar organisering af de tilbud og muligheder der skal til for den rette behandling. Vi skal sikre, at personer med både psykisk sygdom og misbrug (dobbeltdiagnoser), bliver behandlet og ikke falder ned mellem to stole. Det er min politiske vision, at vi opretter teams med psykiater, psykolog og misbrugsbehandler samtidig. Jeg tænker det også som en dobbeltdiagnose pakke ligesom vi har kræftpakker. Det kan blive omkostningstungt, men udfordringen kan blive løst ved eksempelvis gruppe behandling med tværfaglig indsats. Det er således mit håb, at disse tværfaglige teams vil give resultat ikke kun ved at mindske antallet på kontanthjælp, invalidepension, i fængslerne – men vil betyde at flere kan sige farvel til en psykiatrisk diagnose.
Så lad os komme i gang med at løse den gordiske knude med en dobbeltdiagnose pakke. Alt dette vil ikke mindst komme de hjemløse til gode, andre i psykiatrien men i sidste ende alle os som i så mange år har set resultaterne af en psykiatri der falder mere og mere sammen.