Fjern tvangsløsninger overfor privatpraktiserende læger

Publiceret i Horsens Folkeblad den 18. januar 2019

Et æble om dagen holder lægen væk   

Af Susan Kronborg

Folketingskandidat for Radikale Venstre i Østjylland, opstillingskreds Skanderborg – Odder – Samsø

Et æble om dagen holder lægen væk Men når det ikke er tilstrækkeligt vil vi alle gerne have et velfungerende sundhedsvæsen og i bestræbelserne for nye strukturer skal et nøgleord være ”faglighed”.

Der skal tænkes nyt og der skal findes nye løsninger. Men gør det med fagligheden i behold fx ved at spørge læger og sygeplejersker, hvilke ideer de har.

Det kan give mening at man med kroniske sygdomme – der ofte kræver kontakt med sundhedsvæsenet -giver nemmere adgang ved at indføre lokale Sundhedshuse. Hvis kommunerne skal stå for det lokale Sundhedshus skal den enkelte kommune selvfølgelig have en finansiering af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter osv. Det er også nødvendigt, at der fastlægges landsdækkende standarder, så der løftes til et minimumsniveau. Det bliver ikke en tilfredsstillende løsning, for hverken borgere eller medarbejdere hvis et lokalt Sundhedshus kun ansætter en læge og en sygeplejerske. Det er alt for sårbart ved ferier, pension eller jobskifte.

Jeg vil også kæmpe for en bedre løsning for vores privatpraktiserende læger end Socialdemokratiets forslag om tvang. Her er det i stedet værd at overveje om vi i stedet for privatpraktiserende læger skal gå gradvist over til at have ansatte læger og ikke virksomhedsdrevne læger.

Tiden er mange steder løbet fra den privatpraktiserende læge som vi kender det. De unge læger vil helst ikke binde sig til en virksomhed i 40 år. Der skal gerne være mulighed for karriereskifte og hvorfor så købe en praksis som der ikke er garanti for kan sælges igen. Det er således mit politiske løsningsforslag, at forlade virksomhedsmodellen og gå gradvist over til ansættelsesmodellen i de dele af landet, hvor det giver mening. Det vil give den enkelte læge en større mulighed for en almindelig arbejdsdag med kolleger i stedet for private virksomheder med døgnlægevagter. Med tiltagende flere ansatte læger kan der også ske en ensretning af it-systemer og journalsystemer. Som det er i dag betyder de forskellige systemer en masse daglig besvær ved samarbejdet mellem de privatpraktiserende læger og hospitalerne, men ikke mindst også for den enkelte kommune.

Mine sundhedspolitiske pejlemærker er således at have fagligheden i fokus og fjerne tvangsløsninger overfor privatpraktiserende læger. Alt dette vil ikke mindst komme borgeren til gode.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *