Det dur ikke med døve ører og lukkede møder om Aarhus havn
Vi skal turde at tænke nyt og gøre tingene på en ny måde. Første skridt er at åbne dørene til mødelokalerne. Det vinder vi alle ved.
Publiceret 31. august 2022 i Jyllandsposten sammen med Metin Lindved Aydin of Mia Nybo.
Der bliver holdt møder på rådhuset.
Møder uden indblik for udenforstående, og ingen har tilsyneladende vurderet, at den brede offentlighed kunne være interesseret i indholdet.
Referater findes der ingen af bortset fra overskrifter og i bedste tilfælde overfladiske beskrivelser af mødernes indhold, som man som politiker kan få tilsendt, hvis man stiller spørgsmål i forvaltningen på en bestemt måde. Det er ikke noget, der gør os ret meget klogere.
Hvad der lyder som en lokalforankret krimi, er drøftelserne om udvidelsen af en havn i Aarhus.
Konklusionen, må vi forstå, er klar: Selskabet Aarhus Havn vækster, og derfor skal havnen udvides ud i Aarhusbugten. Det taler til vores menneskelige trang til at følge med, bygge større og ikke blive taget med bukserne nede, når udviklingen og væksten pludselig banker på byporten.
Hvad er det for en voldsom vækst, som vores nuværende infrastruktur ikke kan klare? Aarhus Havn er vækstet med 1,7 pct. på containergodset fra 2021 til 2022. Det er altså ikke containertrafikken isoleret set, der skaber behovet.
Det er slet ikke sikkert, at der er foregået noget på møderne, som er interessant for offentligheden, eller noget, der ikke tåler dagens lys. Men alene det, at det er et lukket rum, er begrænsende for demokratiet.
Bulk-godset, for eksempel sand og grus, har Grenaa Havn tilbudt at hjælpe med håndteringen af, så vi behøver heller ikke udvide havnen af den grund – trods vækst.
Et pres, der på den anden side ikke kan imødekommes af et havnesamarbejde, er fra de virksomheder, som ønsker at bo på havnen i Aarhus. Det er nærliggende at spørge sig selv – og Aarhus Havn – hvad havnens primære opgave er: godshåndtering eller arealudlejning? Det sidste kan hurtigt skabe yderligere behov. Vi kan kun frygte for, hvordan Aarhusbugten ser ud om 100 år, hvis den må vige, hver gang en virksomhed ønsker sig en plads på havnen.
Men for at vende tilbage til de føromtalte møder: Hvorfor skal en så betydningsfuld sag som udvidelsen af Aarhus Havn henligge i mørke og skjult for borgerne?
Ved kommunalvalget i november 2021 kaldte befolkningen på en bedre borgerinddragelse, særligt i forbindelse med byudviklingsprojekter. Hvis man mener det alvorligt med borgerinddragelsen, skal sagen ud i lyset, for demokratiet dør i mørke.
I perioden januar-juni 2022 har borgmesteren, rådmanden for Teknik og Miljø og forvaltningen afholdt 43 møder med Aarhus Havn, virksomheder på havnen og andre interessenter. Men ifølge oplysninger fra Borgmesterens Afdeling og Teknik og Miljø foreligger der kun referat fra syv af disse møder.
Havne påvirker arbejdsmarked, handel og industri i hele landet. Derfor er det besynderligt, at vi stadigvæk ser på de danske havne som isolerede øer.
Det er slet ikke sikkert, at der er foregået noget på møderne, som er interessant for offentligheden, eller noget, der ikke tåler dagens lys.
Men alene det, at det er et lukket rum, er begrænsende for demokratiet, og det risikerer at gøre hele forvaltningen til genstand for unødig kritik.
Ved fremlæggelse af et decideret referat kunne mistilliden mellem befolkning og den politiske ledelse afmonteres. Helt enkelt. Det udtalte ønske har foreløbigt været for døve ører.
Havne er kritisk infrastruktur. De har en betydning, der rækker langt ud over kommunegrænsen. Havne påvirker arbejdsmarked, handel og industri i hele landet.
Derfor er det besynderligt, at vi stadigvæk ser på de danske havne som isolerede øer – selvstændige selskaber – der primært agerer ud fra en forestilling om, hvad der er bedst for dem selv og egne snævre økonomiske interesser.
Der er behov for et større perspektiv og national planlægning.
Hvad betyder det for økonomien at sende hundredtusindvis af containere rundt i hele Danmark med lastbil i stedet for med tog eller skib?
Landets havne har national betydning. Gods, der lander på kajen i en af vores havne, kan have slutdestination langt derfra.
Tydeligst kan det ses på omfanget af Aarhus Havns andel af den samlede danske containertrafik, ca. 70 pct. Alt det gods skal ikke forbruges i Aarhus, men bliver i stedet sendt med dieseltunge lastbiler rundt til resten af Danmark.
At det ikke er godt for miljøet og klimaet, må være indlysende.
Det er heller ikke godt for samfundsøkonomien, når et marked bliver så skævvredet, som det er tilfældet med containertrafikken.
Hvad betyder det for økonomien at sende hundredtusindvis af containere rundt i hele Danmark med lastbil i stedet for med tog eller skib? Hvordan ville økonomien og væksten se ud i de andre havnebyer, hvis der var en anden og mere ligelig fordeling af godset i Danmark og ikke én central megahavn, som havnen i Aarhus er ved at udvikle sig til? Transportminister Trine Bramsen har ikke for nuværende kunnet vurdere, om der aktuelt er en ideel fordeling af godshåndteringskapacitet på tværs af de danske havne.
Hun henviser i stedet til, at der i efteråret 2022 igangsættes en analyse af de danske erhvervshavne (et såkaldt havneatlas) samt deres roller og betydning for forskellige sektorer.
Ingen taler for at afvikle havnene, snarere er der behov for at udvikle dem og sikre deres forretning for vores egen skyld. Men mere nænsomt og under hensyntagen til miljøet, klimaet og naturoplevelsen langs vores bynære kyster.
En sådan analyse vil være et værdifuldt dokument at basere en klog og strategisk udvikling af vores havneinfrastruktur på – og dermed også værd at vente på og inddrage i processen om udvidelsen af havnen ud i Aarhusbugten.
Det ligger desværre ikke i kortene.
Danmarks Havne, herunder også Aarhus Havn, er vigtige for vores virksomheder, arbejdstagere og velfærd. Uden dem ville vi ikke kunne få materialer ind i landet, som vores virksomheder er afhængige af for at kunne fungere, og vi ville ikke kunne eksportere vores varer som i dag.
Vores virksomheder ville simpelthen ikke kunne fungere på det niveau, de gør p. t., hvis det ikke var for vores havne. Alle vi, der sætter pris på elektronik og tekstiler fra den anden side af Jorden, vil lide afsavn, hvis ikke det var for havnene.
Ingen taler for at afvikle havnene, snarere er der behov for at udvikle dem og sikre deres forretning for vores egen skyld. Men mere nænsomt og under hensyntagen til miljøet, klimaet og naturoplevelsen langs vores bynære kyster.
Det er således ikke kun rent funktionelle og økonomiske krav, vi skal stille til udviklingen af vores havne, men også kravet om at kunne være menneske i kontakt med det grønne og det blå.
At vi skal passe på miljøet og klimaet, giver sig selv. Det er en grundforudsætning for vores eksistens her på kloden. Vi mennesker har også et dybtliggende behov for at kunne mærke forbindelsen til naturen – håbløst svært at gøre op i penge – men ikke desto mindre et behov. Det er således ikke kun rent funktionelle og økonomiske krav, vi skal stille til udviklingen af vores havne, men også kravet om at kunne være menneske i kontakt med det grønne og det blå. At kunne opleve naturen.
Det fordrer en langt større kreativitet end det projekt, der er blevet fremlagt for havneudvidelsen i Aarhusbugten, for aarhusianerne har over en bred kam sagt fra og gjort det klart, at klima, miljø og naturoplevelsen har betydning for dem.
Vi skal turde at tænke nyt og gøre tingene på en ny måde. Det første skridt er at åbne dørene til mødelokalerne. Det vinder vi alle ved.
Den virkelighed må Aarhus Havn og alle andre virksomheder, der ønsker at gennemføre megaprojekter, der berører mange mennesker, indstille sig på at agere i. Det indebærer givetvis, at der skal udvikles nye standarder for, hvordan vi laver havne, herunder inddrager borgerne i et mere ligeværdigt samarbejde.
Vi skal turde at tænke nyt og gøre tingene på en ny måde. Det første skridt er at åbne dørene til mødelokalerne. Det vinder vi alle ved.
Det er slet ikke sikkert, at der er foregået noget på møderne, som er interessant for offentligheden, eller noget, der ikke tåler dagens lys. Men alene det, at det er et lukket rum, er begrænsende for demokratiet.
