Publiceret i Paragraf Bladet Marts 2022
Det spørgsmål stillede jeg mig selv under afstemningen om rigsretstiltale mod Støjberg og senere ved afstemningen om værdighedsspørgsmålet.
For Instrukssagen er kun en af mange som illustrerer, at grundlæggende principper er i skred, og embedsværket er under et stort politisk pres.
Det glimrende Djøf arrangement, Rigsret og skandalesager med Peter Christensen og Jørgen Grønnegaard, forklarede alt:
Vi mangler jurister!
Jeg er helt enig i den konklusion.
Grundtemaet i Tamilsagen og i Instrukssagen er, at ministeren vil en bestemt vej, men det kan være en ulovlig rute. Konsekvensen er som bekendt rigsretssag og tjenestemandssager.
For realiteten i den barske virkelighed som embedsmand er, at en fuldmægtig ikke kan gøre noget, hvis kontorchefen ikke siger fra. Kontorchefen kan heller ikke slå i bordet overfor ministeren, hvis departementschefen ikke er klar til at bakke op.
Og her kan vi jo stille det retoriske spørgsmål: Hvad er mulighederne for at få mere retsstat?
Det kan selvfølgelig drøftes, om der skal være en kronjurist dvs. en retschef. Det siger sig selv, at det vil være en livsfarlig stilling. Men der skal være en juridisk styrke, som der har været tidligere. Der er desværre sket en udvikling, hvor juristerne langsom er sevet ud af ministerierne. Efterhånden er juristerne fortrængt i ministerierne, imens styrelserne er de faglige.
Det må vi kunne gøre bedre.
Under alle omstændigheder betyder Tamilsagen, Tibetsagen, Skattekommissionen, minkskandalen, Instrukssagen osv., at der sættes fokus på problemet og der kommer nyt liv i debatten.
