Det er tid til, at jobsøgende får ordentlig hjælp

Publiceret 23. marts 2022 i A4

VENSTRE OG KONSERVATIVE kan ikke både beklage sig over jobcentrene og samtidig ikke vedstå sig deres andel i problemerne.

Beskæftigelsesministeriet blev i sin tid bedt om en statistik, som skulle vise, at kommunerne var bedre til at få folk i job (korttidsledige) end Arbejdsformidlingen (langtidsledige).

Jyllandsposten videregav ifølge Jesper Tynells bog “Mørkelygten” kritikløst beskeden fra regeringen. Og dermed indledtes markedsføringen af Venstre og Konservatives kommunalreform, herunder beskæftigelsesreformen. Venstre fik 1) en godbid de kunne give til kommunerne ved kommunalreformen, 2) beskæftigelsesministeren Claus Hjort Frederiksen slap for ansvaret for ledige og 3) LO og DA mistede den magt de havde i Arbejdsformidlingen.

STRUKTURKOMMISSIONEN AFLAGDE 1.500 siders rapport, med et kort sammendrag om at større kommuner giver stordriftsfordele. Inde i rapporten havde en samvittighedsfuld embedsmand dog anført, at der ikke er stordriftsfordele.

Embedsapparatet havde dermed både givet den konklusion Venstre ønskede – og samtidig skrevet det fagligt korrekte inde i rapporten!

I en tid hvor beskæftigelsen er tårnhøj er det nu helt åbenlyst, at fx Københavns Kommune ikke kan magte opgaven. De har ikke henvist én eneste ledig til et job i hverken 2020 eller 2021.

Det er tid til at få en faglig korrekt løsning, sådan at jobsøgende faktisk får en ordentlig hjælp.  Jeg vil blandt andet gerne pege på, at jobmuligheder går på tværs af kommuner. Så det giver måske ikke meget mening, at det er den enkelte kommune, som skal få folk i arbejde. Man skal overveje nye modeller, hvor det eksempelvis kan være den dygtigste kommune, der overtager opgaven for andre kommuner.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *