Djøf er på afveje med sin støtte til mørklægning

Efter vedtagelsen af den nuværende offentlighedslov i 2013 har en række medier kritiseret, at det er blevet vanskeligere at få aktindsigt. Djøf bør arbejde for mere gennemsigtighed i den offentlige forvaltning, mener folketingsmedlem Susan Kronborg (RV).

Djøf er nødt til at skifte kurs og kæmpe for mere åbenhed i den offentlige forvaltning, skriver folketingsmedlem Susan Kronborg. Foreningens formand, Henning Thiesen, svarer på kritikken.

Publiceret i Djøfbladet 9. februar 2022

Som mange andre brugte jeg en formiddag på at overvære høringen om Mørklægningsloven, som blev afholdt på Christiansborg d. 26. januar 2022. Og jeg er fly forbandet.

Henning Thiesen, formand for Djøf, sagde direkte, at Djøf værner om ministerbetjeningsreglen. Det er åbenbart et problem for en embedsmand, hvis dennes rådgivning bliver offentligt kendt. Henning Thiesen luftede sin bekymring for, hvis en ansat bliver hængt ud på Twitter.

Nej, Djøf!

Henning Thiesens argument blev da også konfronteret af en af de andre paneldeltagere, fhv. departementschef Bo Smith.

Bo Smith anførte således, at det er ikke sådan, at de ansatte er bange for at sige noget eller blive kritiseret på Twitter. Den eneste bekymring, ansatte kan have, er, at det ikke kan afvises, at rådgivning kan give ministeren problemer i pressen, hvis rådgivningen bliver kendt. 

Aktindsigt er en forudsætning for demokratiet. Og for at videregive et af de mange eksempler, som journalist Jesper Tynell kom ind på ved høringen: En typisk situation kan nævnes, hvor en vurdering af forskere viser, at der er en ringe skovbestand. Ministeriet beder styrelsen foretage vurderingen efter en anden målemetode, og der er herefter en glimrende skovbestand…

Jeg må stille et retorisk spørgsmål til Djøf: Hvis Djøf har ret i at fastholde mørklægningen i regeringsførelse – hvordan kan man så overhovedet have et miljøområde, hvor der ifølge Miljøoplysningsloven gives aktindsigt som i den gamle offentlighedslov? Tænk, at det ministerium fungerer alligevel!

Jeg må indtrængende opfordre Djøf til at skifte standpunkt.

Det må være Djøfs opgave i stedet at anbefale en aktindsigt svarende til Miljøoplysningsloven som anbefalet af Grønnegård og Nordskov, som det blev nævnt ved høringen.

Djøf skal vist råbes op af medlemmerne i denne sag.

Susan Kronborg er medlem af Folketinget for Radikale Venstre

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *