Kan det virkelig passe, at almindelige danskere skal bevise statsborgerskab?

Spørgsmål til minister. Kan det virkelig passe, at almindelige danskere skal bevise statsborgerskab?

DEBAT: Kan det virkelig passe, at almindelige danskere skal bevise statsborgerskab? Jeg har som indfødsretsordfører stillet en række spørgsmål til ministeren, fordi det er uigennemskueligt, hvornår almindelige danskere skal bevise, de har ret til deres statsborgerskab.

Alle, som er født i udlandet, kan åbenbart få problemer, også selvom de har pas og modtaget valgkort gennem årene. Det mest kafkaske i dette er, at selvom man undersøger hele familiens statsborgerret under cprregistret, så har man som familie faktisk ALDRIG haften chance for at vide, at der var noget, der skulle søges om.

Jeg har således været i kontakt med en familie, som har sammenholdt cpr-registreringen for deres børn født i Norge og Belgien.

Sammenligner de med registreringen for andre børn i familien, som er født i Danmark, så er der ingen forskel i registreringen.

Det er simpelthen for galt, at der skal en stor proces til og ikke mindst en stor omkostning for noget, de har retskrav på. Børnene har danske pas og er danskere helt igennem.

Familien er mildest talt rasende over det, og forældrene føler sig krænkede på deres børns vegne. Kan det virkelig være rigtigt, at de unge mennesker skal på to udlandsrejser udover at betale for selve ansøgningen? Datteren, som er født i Norge, er nødt til at rejse til Norge for at få en ny udskrift. Familien har kun et eksemplar, så det kan ikke sendes med posten. Man kan ikke bestille en ny på nettet uden norsk NemID, og det sendes kun til en adresse i Norge.

Sønnen skal tage til Belgien og stå på et eller andet kontor for at få en engelsksproget udskrift. Familien har flere ægte kopier udskrevet, men de er på nederlandsk.

Nu må alle i samme situation overveje, hvornår problemerne viser sig – er det ved næste fornyelse af passet, er det ved ansøgning om job som tjenestemand, eller er det ved flytning til udlandet, hvor man eventuelt formaster sig til at få et barn i et andet land end Danmark? Damoklessværdet kan også vise sig ved, at man måske gifter sig med en udlænding, som får permanent opholdstilladelse på baggrund af ens eget danske statsborgerskab.

Problemet med de eventuelt manglende oplysninger vedrørende statsborgerret burde bare kunne ordnes i den lokale kirke ved, at man viser den originale fødselsattest. Alt i alt burde det være rigeligt, at børnene har gået i skole her i landet og har danske forældre.

Der er dog intet i ministerens svar, som tyder på, at ministeriet finder anledning til at reflektere over en forenkling. Man må græmmes -også på vegne af alle de andre danske familier, jeg er i kontakt med.

Der er dog intet i ministerens svar, som tyder på, at ministeriet finder anledning til at reflektere over en forenkling. Man må græmmes -også på vegne af alle de andre danske familier, jeg er i kontakt med.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *