Kvindernes kampdag – dobbelt op på barsel

Kvindernes kampdag – dobbelt op på barsel

Publiceret Aarhus Stiftstidende 8. marts 2019Kvindernes kampdag – dobbelt op på barsel


AF: SUSAN KRONBORG, SKANDERBORG, FOLKETINGSKANDIDAT FOR RADIKALE VENSTRE I ØSTJYLLAND

Der skal være lige vilkår for barsel uanset køn. Det betyder dobbelt op på barsel, så begge forældre får lige adgang til samme barselslængde, populært sagt et år til hver, for det er det afgørende skridt for ligestillingen. Her på kvindernes internationale kampdag er der noget at kæmpe for. Dobbelt op på barsel vil give kvinder lige vilkår på arbejdsmarkedet. Og mændene lige vilkår i familien.

Som det er nu, ser en arbejdsgiver på jeres døtre som en udgift, imens arbejdsgiveren ser på jeres sønner som en indtægt. Jeg stiller det lidt skarpt op, men arbejdsgivere fravælger ofte kvinder, hvis de dermed kan undgå barsel og de gener, som den medfører for arbejdsgiveren.

Det er også helt afgørende, at mændene har lige adgang til tilknytningen til børnene. Der er undersøgelser i Sverige og Ungarn, som viser, at jo længere barsel faren tager, jo mindre bliver risikoen for skilsmisse. Her skal vi huske, at i dagens Danmark ender 50 procent af alle ægteskaber i skilsmisse.

Overenskomster, men ikke mindst sociale spilleregler og forventninger, har betydning for, hvor meget barsel der tages. Det er dog mit håb, at vi som politikere har modet til at gå forrest og bane vejen med lovgivning. Så måske ses vi til fejring af kvindernes internationale kampdag fredag i hjertet af Aarhus, hvor mange af os folketingskandidater vil gå i lysende ligestillingsdemo.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *